I løbet af 2. verdenskrig styrtede ca. 300 allierede fly ned over Danmark. 

Omkring 90 besætningsmedlemmer overlevede flystyrtene og reddede sig i sikkerhed i Sverige. 

Knapt 300 besætningsmedlemmer overlevede men blev efterfølgende taget til fange af tyskerne og sendt i krigsfangelejr. 

Det anslås, at omkring 500 af flyenes besætningsmedlemmer forsvandt i havene omkring Danmark.

 

1160 omkomne allierede besætningsmedlemmer blev begravet i Danmark – heraf 134 amerikanere, der senere er udgravet og flyttet – nogle til genbegravelse i USA, andre for at blive genbegravet på én af de store amerikanske kirkegårde i Holland, Belgien og Luxembourg.

 

Der ligger stadig 8 amerikanske flyvere begravet i Danmark.

 

På Svinø kirkegård blev der i krigsårene begravet 108 allierede flyvere. 

Det var unge mænd med mod og håb og ønsker for en fremtid, de aldrig selv kom til at opleve. Alligevel blev de på mange måder en del af denne fremtid. 

De lever videre i hjerterne hos deres familier, og de rører stadig vore hjerter, når vi besøger deres grave og læser på gravstenene, hvor unge de var.

De betalte med deres liv for den verden, de rakte videre til os. 

Lad os værne om denne verden i håb om et fremtidigt fredeligt liv i den – af kærlighed til den og i respekt for de, der kæmpede for den.

 

Denne lille bog fortæller historien om Svinø Mindelund og nogle af de skæbner, der knytter sig til dette sted og er skrevet i ære og dyb respekt – ikke blot for de faldne allierede flyvere, der blev begravet på Svinø Kirkegård under 2. Verdenskrig – men også for de familier, der ved disse unge mænds død mistede en søn, en ægtemand, en bror eller en far, og for hvem dette tab har været et ulykkeligt livsvilkår, de for altid har måttet bære med sig.

                       

                        They shall grow not old, as we that are left grow old: 

Age shall not weary them, nor the years condemn. 

At the going down of the sun and in the morning 

We will remember them.

 

- Laurence Binyon (1869-1943)

 

Kontakt:

Køng Præstegård

4750 Lundby

Tlf: 55 76 91 09

Mail: MMA@km.dk